PRESSEMEDDELELSE – januar 2016

 

Farligt for mænd over 40 at opholde sig i en havn

Mens svømmehaller er et mere sikkert sted at bade, viser druknestatistikken for 2015 fra Rådet for Større Badesikkerhed

Det er mest sikkert at bade i en svømmehal – og hvis man er en mand over 40, så er havne det farligste sted at opholde sig.

Det viser druknestatistikken for 2015, som Rådet for Større Badesikkerhed nu offentliggør. I forhold til 2014 er der et fald i antallet af druknede: Fra 62 til 55.

– Badevejret var ikke så godt sidste sommer og derfor kan vi se et fald i drukneulykker fra strand fra ni til fire, siger formanden for Rådet for Større Badesikkerhed, Sven Hedegaard.

Ingen børn druknede i 2015, og 42 af de 55 var mænd – og i alt var 44 af de druknede over 40 år.

Med 14 druknede placerer havnene sig i top:

– Det er typisk mænd over 40 år, hvor der er alkohol involveret. Men også folk der en tidlig morgen falder på vej ned i en båd eller hvor de tisser fra båden: Der er ingen der ser dem, vandet kan være koldt og vi kan desværre konstatere, at det er meget svært at komme op fra havnebassinet ved egen hjælp, anfører Sven Hedegaard.

Ifølge Sven Hedegaard er badestrande med kystlivreddere det sikreste sted at bade og det gælder også for svømmehaller og badeanstalter, der også har livreddere og klare baderegler. Og han ser med bekymring på udviklingen:

– Havnene er et problemområde, som der bør tages mere hånd om, og det gælder også for havet og badevandet ud for strandene. Badning fra båd er kommet ind på statistikken og vi kan se i fremtiden, at den mere intensive brug af badevandet til ro- og kanofolket, surferne og open-watersvømmerne vil give problemer og kan føre til fatale ulykker. Der bør udarbejdes nogle gode råd til brugerne. Så det arbejde er vi gået i gang med.

Søer, bække og branddamme er også et farligt sted med 13 druknede, hvoraf de seks faldt i.

Drukneulykkerne sker over hele landet – og af de 55 er otte sket med danskere i udlandet.

Fokus på vandsikkerhed i kommunerne

Rådet for Større Badesikkerhed lancerede sidste år begrebet »vandsikker kommune«, hvor Rådet tilbyder at certificere kommunerne. Her bliver eksempelvis strande, havne, søer og åer vurderet sikkerhedsmæssigt, og alt fra kommune over skoler, børneinstitutioner og søsportsklubber til svømmebade involveres.

Resultatet er systematisk fokus på sikkerheden i kommunen: Risikovurdering af vandområder, svømmeundervisning, redningsudstyr og skiltning.

– Det handler om at få et arbejdsredskab og at sætte sikkerheden i system. Vi siger heller ikke firkantet, hvordan alt skal gøres, men lader detaljerne være op til den enkelte kommune, siger Sven Hedegaard.

Jammerland Kommune var den første, som blev certificeret. De har været med til at udvikle konceptet, der nu er åbent for alle kommuner.

Kontaktpersoner:                     Sven Hedegaard, Tlf. 70 27 55 55